Har du lyst til at stå i spidsen for et velfungerende idrætsforbund med engagerede ansatte og frivillige? Vil du arbejde professionelt med din interesse for idræt? Kan du medvirke til at orienteringssporten tager de næste skridt i udviklingen som sport og forbund? Kan du godt lide at have styr på sagerne? Så er stillingen som direktør i Dansk Orienterings-Forbund nok noget for dig.
Dansk Orienterings-Forbund
Vores direktør igennem de sidste fem år har valgt at opsige sin stilling og stopper sidst på efteråret så vi søger hans afløser. Orienteringsløb handler om at finde vej i skove, parker, byer og bygninger med kort og kompas – til fods og på cykel. Vi kigger samtidig ind i udvikling af nye tiltag, der kan være med til at skabe flere aktive i og omkring vores sport.
DOF har en velfungerende professionel og frivillig organisation, ligesom forbundet har en god økonomi. I det frivillige set-up er de største opgaver at varetage arbejdet med vores stævner og reglementer, klubudvikling, børn- og unge, orienteringskort og adgangen til skovene, ligesom et eliteudvalg arbejder med rammerne for forbundets elite.
Der er 12 ansatte i DOF med forskelligt ansættelsesomfang. De tre konsulenter, kommunikations-medarbejderen og cheflandstræneren har de fleste opgaver, mens de øvrige har mindre ansættelsesomfang.
Når vi går ind i 2026, starter en ny strategiperiode, som både indeholder vores strategiske aftale med Danmarks Idrætsforbund og vores egen strategi 2030. De to strategier hænger tæt sammen og har i hovedsagen som mål at øge kendskabet til sporten, sikre at alt det gode vi har fortsætter og udvikles, samt at vi fortsat i en tid med nye reguleringer på naturen har adgang til at dyrke vores sport. Vores gode økonomi og stabile indtægtskilder er medvirkende til, at der er midler til at forfølge vores strategiske ambitioner.
Dansk Orienterings-Forbund (DOF) har ca. 7.000 aktive medlemmer fordelt på 70 klubber over hele landet.
Du kan læse mere her: www.do-f.dk
Opgaven som direktørSom direktør får du det overordnede ansvar for DOF’s daglige ledelse, udvikling og drift. Dette sker i tæt samarbejde med hovedbestyrelsen, vores udvalg, klubber og medarbejderne. Udviklingen er funderet i vores strategi, og det sætter i høj grad rammen for direktørens og de ansattes opgaveløsning, men der er også meget andet i en mangfoldig organisation som vores.
Vi kan ikke noget uden vores klubber så det er vigtigt, at vi igennem vores kredse, udvalg og klubber lykkes med at skabe et godt forbund, hvor vi balancerer fokus på at alt det gode vi har fortsætter og udvikles, samtidig med at vi arbejder sammen om at skabe fremtidens forbund.
Medarbejderne er naturligvis afgørende for, at vores indsatser lykkes. Derfor er ledelse af medarbejdergruppen med fokus på et godt samarbejde og en god opgaveløsning væsentligt. Medarbejderne er geografisk spredt, og arbejder individuelt med mange opgaver, hvorfor det er vigtigt at skabe nogle gode rammer for både faglig og personlig sparring, samt opfølgning på opgaveløsningen. Distanceledelse er et nøgleord, men samtidig er det vigtigt at understøtte teamsamarbejdet hvor alle er en del af et fællesskab uanset om man arbejder med bredde eller elite.
Daglig administrativ og økonomisk ledelse af DOF er en central opgave. Orden og sikkerhed omkring økonomi og administration er en forudsætning for alt det andet arbejde. Derfor fylder denne opgave en del, og her ligger også opgaven med regnskab og budgetter, hvor der er et tæt samarbejde med DIF’s administration omkring bogføring, budgetopfølgning og udarbejdelse af regnskab.
Som direktør arbejder du tæt sammen med hovedbestyrelsen, og tilrettelægger sammen med formanden bestyrelsesmøderne og det årlige repræsentantskabsmøde. Du har desuden en opgave med overordnet at støtte vores forskellige udvalg, samt være bindeled til kredsformænd og andre centrale aktører internt i forbundet.
DOF har et tæt og godt samarbejde med DIF og en række andre aktører. Det er derfor vigtigt at vedligeholde og opbygge gode relationer til nuværende og mulige samarbejdspartnere som Team Danmark, Friluftsrådet og andre. I forhold til det eksterne arbejde er det hovedsagelig direktøren, der håndterer sponsor- og samarbejdsaftaler.
Lidt om dig som personRent fagligt vil vi gerne have en direktør med indgående erfaring fra frivillig idræt og det er et ønske at du har et godt kendskab til orienteringssporten, men det er ikke et krav. Din baggrund kan også være fra andre idrætter med en struktur og organisation, der minder om vores.
Du er en dygtig leder i forhold til både at løse ledelsesopgaven med de ansatte, men også i forhold til den store frivillige organisation. Vi ser gerne, at du har en ledelsesmæssig uddannelse og erfaring med ledelsesopgaver, der minder om dem, vi skal have løst. Du er en person man har lyst til at følge. Du går forrest, involverer, kommunikerer og skaber motivation omkring dig.
Da den administrative og økonomiske opgave fylder en del, forventer vi, at du har en god forståelse for økonomistyring og budgettering. Desuden er erfaring med kommunikation og god it-forståelse ønskeligt, men ikke et krav.
Af personlige kompetencer vægter vi evnen til at arbejde selvstændigt og skubbe på, for at der leveres på de prioriterede indsatser. Det er meget vigtigt, at du både evner at stå fast når det kræves, men også har meget gode evner til at samarbejde og kommunikerer, når sager og opgaver skal landes sammen med klubber, udvalg og andre samarbejdspartnere.
Det er centralt, at du arbejder systematisk og er vedholdende med de mange opgaver. Herunder også at du evner at prioritere, for der er altid flere ønsker, end der er ressourcer.
Sidst men ikke mindst. Der er mange operative opgaver som direktør, og du skal være god til at få noget fra hånden, og ikke være for fin til at træde til hvor der er behov for det.
Vi tilbyderVores forbund har mange aktiviteter og megen energi. Der er en positiv stemning og højt til loftet. Der er en stor vilje til at drive vores forbund og vi er privilegeret med mange dygtige og engagerede frivillige. Hovedbestyrelsen fungerer godt og bakker op om dit arbejde. Herunder støtter vi også når der skal prioriteres og er bevidste om at vi ikke kan lykkes, med alt det vi gerne vil.
Stillingen er på fuld tid og refererer til DOF’s hovedbestyrelse med formanden som daglig kontaktperson. Der vil i stillingen være skiftende arbejdstider, med arbejde weekender og aften. Samtidig er der er stor fleksibilitet, så det også er muligt selv at tilrettelægge arbejdet, hvilket giver dig en høj grad af frihed i jobbet.
Vores hovedkontor ligger i kontorfællesskabet, Idrættens Hus ved Brøndby Stadion, men det er ikke et krav, at du kan være på kontoret dagligt. Det betyder også, at din bopæl ikke skal være en hindring for at søge jobbet.
Vi har i Idrættens Hus gode faciliteter til rådighed og kan trække på en række fælles funktioner i huset (mødelokaler, restaurant, hotel, reception, IT-service, økonomifunktion).
Stillingen aflønnes med en fast løn som forhandles individuelt. Du får mobiltelefon, PC, internetopkobling m.m. Pensionsordning kan tilbydes gennem en kollektiv ordning hos DIF.
Det praktiskeHvis stillingen passer dig, så send en kort motivation for at du gerne vil være direktør i Dansk Orienterings-Forbund, sammen med et CV via ansøgningsknappen.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakt DOF’s formand Poul Kristian Mouritsen på telefon: 2339 7115.
Der er ansøgningsfrist den 1. oktober og vi vil gerne have at du tiltræder senest 1. december 2025.
Første samtaler er planlagt til 13. oktober og anden samtaler til 21. oktober. Hvis du går videre til anden samtale, skal du forvente at gennemgå et testforløb. Der medvirker repræsentanter fra hovedbestyrelsen og ansatte i samtalerne.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Brøndby Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Dansk Orienteringsforbund, Brøndby Stadion, 2605 Brøndby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 01-10-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5b4e733a-1830-487a-96f9-063e4ec08474