Brænder du for forebyggelse, sundhed og dialog? Motiveres du af at møde mennesker i øjenhøjde og gøre en forskel dér, hvor de træner? Så er du måske vores nye fitnesskonsulent hos Anti Doping Danmark.
Vi søger en engageret fitnesskonsulent på 10 timer om ugen til Storkøbenhavnsområdet, som vil være med til at styrke sunde træningsmiljøer og forebygge brug af doping gennem dialog og synlighed i landets trænings- og fitnesscentre.
Fokus på forebyggelse
En afgørende del af Anti Doping Danmarks indsats er forebyggelse. Derfor arbejder vi hver dag for at understøtte trænings- og fitnesscentrenes arbejde for trygge og sunde træningsmiljøer, hvor særligt unge kan træne uden at blive udsat for usunde idealer og doping.
Som fitnesskonsulent er du vores ansigt udadtil i centrene, hvor du bliver en del af vores fremskudte, dialogbaserede og forebyggende antidopingindsats.
Dine opgaver, vil bestå af at:
besøge trænings- og fitnesscentre, der samarbejder med Anti Doping Danmark.
skabe dialog med medlemmer og personale om træning og konsekvenserne ved doping.
bidrage til trygge og sunde træningsmiljøer – særligt for unge.
gennemføre dopingkontrol på kvinder og mænd*.
Vi forestiller os, at du trives med at opsøge mennesker og skabe en god dialog.
har interesse for forebyggelse, sundhed og unges trivsel.
er empatisk, rolig og god til at kommunikere, også i situationer hvor der kan opstå konflikter
kan arbejde selvstændigt og samtidig værdsætter at samarbejde.
er god til, og tager ansvar for at planlægge egen tid.
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra trænings- og fitnessbranchen, politiet eller inden for unge-, sundheds- eller idrætsområdet. Kendskab til ungekultur eller fitnessmiljøer er ligeledes en fordel, men ikke et krav.
Om jobbet
Vi tilbyder et alsidigt job, hvor din indsats gør en forskel. Du arbejder ofte alene, med udgangspunkt fra dit hjem, men der er god mulighed for sparring og erfaringsudveksling med dine kollegaer rundt i landet og ikke mindst de relevante medarbejdere i sekretariatet. Derudover er der også mulighed for at foretage besøg med en kollega.
Stillingen er på 10 timer om ugen med stor fleksibilitet i planlægningen. Arbejdet foregår primært i Storkøbenhavn og hovedsageligt i trænings- og fitnesscentrenes mest besøgte tidsrum mellem kl. 14.00 og 19.00.
Der kan også forekomme arbejde i dagtimerne og enkelte weekender.
Det er en forudsætning, at du har kørekort og egen bil.
Lønnen er fastsat til 240 kr./t + et månedligt tillæg på 1.500 kr. Kørsel efter statens takster.
Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at kontakte Kasper Skat Lundgaard Krøll på telefon 20 65 95 58 eller Gitte Knudsgaard på telefon 25 26 80 58.
Send din ansøgning og CV samlet i én PDF til Kasper Skat Lundgaard Krøll på e-mail klk@antidoping.dk senest mandag den 31. august 2026.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 37 eller 38, og stillingen ønskes besat hurtigst muligt.
*Anti Doping Danmark tager dopingprøver i trænings- og fitnesscenter med metoden blodprik (Dried Blood Spot). Du vil blive oplært i metoden. Læs, hvordan det foregår her
Om Anti Doping Danmark
Anti Doping Danmark arbejder for troværdig idræt og sunde træningsmiljøer.
Sekretariatet, i Idrættens Hus i Brøndby, består af 18 medarbejdere, mens 13 fitnesskonsulenter og en række dopingkontrollanter arbejder rundt om i landet.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Brøndby Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde aftenarbejde skiftende arbejdstid
-Arbejdsgiver:
Anti Doping Danmark, Brøndby Stadion, 2605 Brøndby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 31-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/89a34b5d-d023-4ad8-b38c-1bf0a2e402c0