BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
En af vores logopæder gennem mange år har fået nyt job nær sin bopæl, og vi søger derfor en ny kollega med tiltrædelse 1. februar 2024.
I Brøndby PPR er vi optaget af bidrage til at skabe afgørende positive forandringer for børn og unge i deres udviklingsmiljøer og fællesskaber. Er du på udkig efter et job i PPR, med fagligt spændende opgaver og en rigtig god kollegagruppe i en kultur præget af nysgerrighed, faglig udvikling, engagement og højt til loftet? Så vil vi elske at byde dig velkommen.
Lidt om, hvad du træder ind i
Det er vigtigt for os at være relevante samarbejdspartnere for såvel børn/unge og deres familier som for fagprofessionelle på børne-/ungeområdet. Vi har derfor fokus på at gøre en reel forskel tæt på hverdagen og i praksis. Og det gør vi med afsæt i høj faglighed, gode samarbejdsvaner, kreative løsninger samt blik og omsorg for den situation og kompleksitet, som både børn/unge, familier og eksterne kollegaer står i.
Vi lægger vægt på at tilrettelægge et godt introduktionsforløb, så man føler sig klædt på til at træde ud i opgaverne. Derfor får du også tilknyttet en mentor. Din nærmeste teamleder er uddannet audiologopæd med mange års PPR-erfaring.
Demografien i kommunen er mangfoldig, hvilket giver mulighed for at skulle tænke, kommunikere og samarbejde på mange måder afhængigt af, hvad opgaven kalder på.
Hvad ligger der i jobbet?
Som logopæd i PPR Brøndby Kommune kommer du til at indgå i såvel tværfaglige som selvstændige opgaver på både almen- og specialområdet dækkende gruppen af 0-18 årige i kommunen. I disse opgaver vil der indgå sparring og rådgivning til forældre, lærere, pædagoger og ledere; logopædisk udredning og intervention; observationer og hvad du fagligt vurderer vil kunne understøtte barnets trivsel, læring og udvikling. Der arbejdes i vid udstrækning med at understøtte de voksne omkring barnet, således at der gives gode deltagelsesmuligheder for barnet.
Din profil
Vi håber at se din ansøgning, hvis du kan genkende dig selv ud fra profilen:
- Er uddannet audiologopæd, har en pædagogisk diplomuddannelse i logopædi eller en speciallæreruddannelse med speciale i børn med tale- hørevanskeligheder. Er du i slutningen af din uddannelse, er du også meget velkommen til at søge stillingen
- Har erfaring med eller interesse for PPR
- Står godt i din faglighed, og forstår at anvende den til at formidle, inspirere og inddrage andre i samarbejdet om at understøtte børn og unges udvikling og trivsel
- Har blik for værdien af tværfagligt samarbejde
- Har en stærk motivation for at arbejde med tidlige og forebyggende indsatser, der sigter mod udvikling af de sproglige læringsmiljøer
- Finder stor værdi i forældresamarbejdet og er nysgerrig på at afsøge nye veje heri. Dette bl.a. med afsæt i det canadiske Hanen-program To skal der til, som logopæderne er certificeret i, og som du også vil blive certificeret
- Arbejder og samarbejder både fleksibelt og målrettet med afsæt i såvel dét at være PPR medarbejder og det at være logopæd
- Forstår at navigere, (og holde modet oppe og pulsen nede) i vores ofte komplekse opgaver
- Er indstillet på, (i en ånd af dialog) at lade dig udfordre både i din praksis og dine tanker/ideer – ligesom du er generøs med din viden og positivt bidragende til den fælles opgave med at skabe høj faglighed, godt kollegaskab og god trivsel
Kort om PPR Brøndby
PPR er en enhed under Børne-, Kultur- og Idrætsforvaltningen i Brøndby kommune. PPR understøtter Brøndby Kommunes Strategi 2030 og kommunens Børne- og Ungepolitik, som er karakteriseret ved fokus på forebyggelse, tidlig indsats og inklusion samt en vægt på, at børn og unge udvikler sig i fællesskaber.
PPR i Brøndby Kommune udgøres af 2 fysioterapeuter, 3 specialpædagogiske vejledere, 11 logopæder, 10 psykologer, 1 PPR-konsulent, 1 administrativ medarbejder, 2 teamledere og 1 leder. Sammen har vi indledt en rejse, hvor vi arbejder målrettet på at styrke det tværfaglige samarbejde samt det organisatoriske setup og arbejdsgange.
PPR arbejder både konsultativt, undersøgende og vurderende i vores samarbejde med skoler, dagtilbud o.a. om den fælles opgave med at understøtte og fremme børn og unges trivsel, udvikling og læring. Vi glæder os til at høre, hvad du brænder for og kan bidrage med.
Du kan læse mere om PPR på https://www.brondby.dk/Borger/Familie-og-boern/Skole/Saerlig-stoette/PaedagogiskPsykologiskRaadgivning.aspx
Løn- og ansættelsesvilkår:
Tiltrædelse: 1. februar 2024
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Stillingen er på 34-37 timer ugentligt.
Yderligere information:
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte os: teamleder Mette Askjær Larsen kan kontaktes på tlf. 30 58 23 12. TR Birgitte Guldbrandsen kan kontaktes på tlf. 30 89 79 83.
Arbejdsstedet er Horsedammen 42C, 2605 Brøndby. Kun 5 minutters gang fra Brøndbyøster S-togsstation J.
I forbindelse med ansættelse vil der blive indhentet børne- og straffeattest.
Rekrutteringsprocessen:
Ansøgningsfrist: den 17. december kl. 12.
Samtaler afholdes den 19. december og evt. den 21. december.
Vi udvælger og indkalder kandidater til samtale den 18. december.
Søg stillingen via 'ansøg'-knappen. Her kan du uploade din ansøgning og CV samt evt. relevant dokumentation.
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.
I Brøndby Kommune er der en generel politik om, at nyansatte skal forevise straffeattest. Ved beskæftigelse og direkte kontakt med børn under 15 år, indhentes der også en børneattest.
Brøndby Kommune har røgfri arbejdstid.
Brøndby er en centralt beliggende hovedstadskommune med cirka 37.000 indbyggere. Byens puls er præget af fællesskab, mangfoldighed og en stærk idrætskultur. Vi er en kommune med kant og spændende kontraster med bolig- og erhvervsområder, skove, grønne områder og Strandparken med havet og indsøerne.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Brøndby Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Brøndby Kommune, Horsedammen 42, gang B, 2605 Brøndby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 17-12-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5951858