BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Data på undervisningsområdet spiller en nøglerolle i at styrke læring for alle børn, unge og voksne i Danmark. Vil du være en del af heraf, og er du som os vild med at arbejde med data, datavarehus og BI? Så er et job i vores stærke datafaglige miljø måske noget for dig.
Vi søger 1-2 data- og IT-tekniske profiler til Kontor for Dataudvikling, som har lyst til at styrke vores interne kompetencer i vedligehold og udvikling af datavarehuset. Du kan få arbejdssted på vores lokationer i enten Århus eller København efter eget ønske.
Vær med til at skabe datagrundlaget til brug for analyser, politikudvikling mv.
Styrelsen for It og Læring (STIL) er en del af Børne- og Undervisningsministeriet. Vi har et stort datafagligt miljø i styrelsen, hvor tre kontorer arbejder tæt sammen om indsamling og bearbejdning af data på alle ministeriets områder.
Du bliver en del af Kontor for Dataudvikling, der har ansvaret for at vedligeholde og udvikle ministeriets statistiske datavarehus, se også uddannelsesstatistik.dk, der har 500.000 besøg årligt. Vi har også ansvaret for udvikling og vedligehold af nogle af de IT- og datasystemer, som understøtter den centrale elevfordeling på det gymnasiale område.
Du vil få en hverdag med spændende og udfordrende opgaver
Din rolle bliver at:
- Arbejde med nye og eksisterende datasæt i ministeriets datavarehus. Det kan være, når vi skal opdatere vores elevforløbsregister, så vi hele tiden kan få helt aktuelle tal for, hvordan frafaldet på ungdomsuddannelserne udvikler sig. Eller når vi skal have de nyeste tal for, hvilke ungdomsuddannelser folkeskoleleverne har søgt om optagelse på til næste skoleår.
- Arbejde med datamodellering og ETL-udvikling, herunder implementering af forretningslogik i SQL og SSIS pakker.
- Arbejde med at styrke datavarehusets masterdata, det vil sige begreber og klassifikationer i forhold til undervisningsområdet.
- Tilrette og optimere de eksisterende flows i datavarehuset.
- Deltage i dataudviklingsopgaver, som styrker udviklingsmetoder, datakvalitet og effektiv anvendelse af data.
Du vil komme til at samarbejde med kolleger med stærk data-, IT- og statistikfaglighed. Vi er fire teams i kontoret, og du kommer enten til at være tilknyttet team DVH Back-end og dataindberetninger eller team Dataopdateringer og automatiseringer afhængig af dine erfaring og kompetencer. Vi arbejder efter agile principper både i vedligeholdelses- og udviklingsopgaver. Du får en travl hverdag, men der er god fleksibilitet i forhold til familieliv og fritid.
Du vil passe godt ind i teamet, hvis du har nedenstående kompetencer og profil
Gennem din uddannelse og gerne et par års relevant joberfaring har du fået et fagligt fundament til at håndtere komplekse data problemstillinger. Du har enten erfaring med eller lysten til at lære forskellige værktøjer:
- Datavarehusudvikling (ETL- og database-teknologier) herunder gerne kendskab/erfaring med Microsofts produkter til dette, dvs. SQL, SSIS og SSAS (tabulare kuber).
- Programmering i forskellige versioner af SQL, SAS, Python og R eller tilsvarende. Kendskab til C# og .net kan være en fordel, da vi har integrationer til webservices.
- Bearbejdning og kvalitetssikring af data - og har lyst til at arbejde med større tværgående dataregistre til statistisk brug.
Om din profil:
- Du har en bachelor- eller kandidatgrad, fx inden for IT, naturvidenskab, økonomi, samfundsvidenskab eller lign.
- Du kan lide og har erfaring med at arbejde sammen med andre og befinder dig godt med at skulle indgå i et af vores agile teams.
Vi tilbyder
Vi tilbyder et alsidigt, selvstændigt og udfordrende job. Vi lægger vægt på, at du udvikler dig personligt og fagligt, og tilbyder gode muligheder for såvel personlig som faglig udvikling, opkvalificering og oplæring i de vigtigste værktøjer, som anvendes. I STIL arbejder vi i agile teams – med en høj grad af transparens i opgaveløsningen. Vi arbejder tæt sammen og hjælper hinanden med at løse vores opgaver.
Vi har mulighed for faste hjemmearbejdsdage, og vi har fokus på work-life-balance og fleksible arbejdstider. Som ansat i staten får du 6. ferieuge, samt bliver en del af den offentlige pensionsordning.
Vi har store ambitioner, som du kan blive en del af
Styrelsens vision er at være de bedste i staten til at skabe værdi gennem it, digitalisering og data. Vi ønsker i den sammenhæng, at alle vores data skal bringes mest muligt i spil – både til gavn for ministeriets arbejde, men også blandt de mange aktører ude på uddannelsesinstitutionerne. Vi har udvidet indhentningen af statistiske data betydeligt de senere år – og vi ønsker at stille dem til rådighed hurtigt i datavarehuset. Det stiller store krav til vores data og IT-systemer og de processer, som ligger bag.
STIL beskæftiger ca. 370 medarbejdere i København og Aarhus, og er en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet. Vi bringer data og analyser aktivt i spil for at styrke læring og beslutningsgrundlag lokalt og centralt. Du kan se mange af de statistik- og analyseprodukter, vi laver på uvm.dk og i datavarehuset (www.uddannelsesstatistik.dk).
Løn og ansættelse
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst i staten med mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Du ansættes enten som fuldmægtig, eller med de rette kvalifikationer og erfaring, som specialkonsulent.
Stillingerne ønskes besat hurtigst muligt.
Arbejdsstedet er enten Teglholmsgade 1, 2450 København SV eller Lyseng alle 1, 8270 Højbjerg.
Lyder det som noget for dig?
Så send os elektronisk din ansøgning, CV og dokumentation for uddannelse (eksamensbevis) inden ansøgningsfristen d. 27. august 2023. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 36.
Har du spørgsmål til stillingen, er du er velkommen til at kontakte kontorchef Jesper Lund,
35 87 88 74, e-mail jesper.lund@stil.dk. Send evt. en sms om at du gerne vil ringes op.
I Styrelsen for It og Læring ønsker vi en sammensætning af medarbejdere, der afspejler det omgivende samfund, og vi vurderer udelukkende ansøgere på baggrund af kvalifikationer og kompetencer.
Læs mere om Styrelsen for It og Læring på www.stil.dk og mød en medarbejder.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Brøndby Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Styrelsen for IT og læring (København), Teglholmsgade 1, 2450 København SV
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 27-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=171096&DepartmentId=6202&MediaId=338&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5883935