BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være med til at sikre digital understøttelse og udvikling af Energistyrelsens opgaver? Og er du en engageret og nærværende personaleleder? Så tilbyder vi en unik mulighed for, at du sætter dine kompetencer i spil ift. at fastholde og udvikle et sikkert it-fundament for den grønne omstilling.
Om jobbet I Energistyrelsen har vi netop sat en ny strategisk retning for styrelsens arbejde i de kommende år. I den forbindelse opprioriterer vi arbejdet med digitalisering og data. Fundamentet for at skabe værdi via de digitale muligheder er stabil og sikker forvaltning af styrelsens eksisterende og nye løsninger. Derfor søger Energistyrelsen nu en ny enhedschef til at stå i spidsen for it og sikkerhedsområdet, mens vores nuværende it og digitaliseringschef fremover vil fokusere på yderligere digitalisering i styrelsen. De to enhedschefer udgør sammen med to teamledere den samlede enhedsledelse i styrelsens It og digitaliseringsenhed.
It-chefen bliver ansvarlig for områderne informationssikkerhed, application management og it-support. De tre teams udgøres af i alt 15 medarbejdere, som hver især bidrager med faglighed og engagement i dagligdagen. Som it-chef skal du både have et solidt teknisk fundament og erfaring med it-drift og informationssikkerhed. I rollen kommer du både til at bidrage med nærværende personaleledelse og være med til at drive den fortsatte udvikling, og professionalisering af de tre områder. Vores infrastruktur, it-drift, kontorplatform mv. leveres af Statens It, der dermed er en vigtig samarbejdspartner.
Om dig Du er en vellidt og engageret personaleleder, der gennem tillid og samarbejde skaber motivation og engagement. Dit fokus er på at skabe værdi for Energistyrelsens fagcentre, og du formår at balancere et fokus på service og konstruktivt samarbejde med et nødvendigt øget fokus på sikkerhed. Du skal samtidig kunne indgå i at udvikle enhedsledelsen i It og digitalisering, der sikrer en samlet strategisk ramme for arbejdet med it og digitalisering i Energistyrelsen.
Enheden er vokset over de seneste år, og der skal fortsat arbejdes med at etablere rammer, standarder og enkle processer for en række af vores arbejdsgange både på tværs af enheden samt i de enkelte teams. Vi er bl.a. i gang med at implementere et ITSM system, der skal bidrage til, at vi arbejder mere struktureret med interne ITIL processer, vidensdeling samt gennemsigtighed i sagshåndtering.
Vi ser gerne, at du kan byde ind med følgende:
- Nærværende personaleledelse for ca. 15 medarbejdere. Herunder udvikle og sparre med teamleder for application management.
- Udnytte dine operationelle erfaringer med ITIL og ITSM til at implementere praksisser i bund og styrke vores in-house it-support.
- Udnytte erfaringer med risiko-, kontrakt- og leverandørstyring ift. din rolle som systemejer for styrelsens kritiske og tværgående systemer.
- Kendskab til Informationssikkerhedsstandarden ISO 27002 og bidrag til at Energistyrelsens ISMS videreudvikles – herunder, at arbejdet med informationssikkerhed forankres organisatorisk.
- Være med til at sikre understøttelse af Energistyrelsens håndtering af klassificerede oplysninger efter sikkerhedscirkulæret CIRH1.
Om os I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vores vision om at opnå et klimaneutralt samfund i vækst og balance er den største opgave, vi skal være med til at løse.
Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor grønne løsninger, sikker og effektiv forsyning og økonomi tænkes sammen.
Vi har et job med mening. Vi er historien om de moderne nørder, stærke generalister og en ledelse, der vil motivere. Vi er 900 kolleger med en særlig holdånd. Vi er faglige. Vi er nysgerrige. Og så tager vi ansvar for fremtiden. For vi har dette til fælles: Vi gør en grøn forskel i hverdagen og for de kommende generationer.
Læs hele vores kernefortælling og få indblik i vores værdier
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til AC-overenskomsten med indplacering som chefkonsulent med personaleledelse med en årsløn på ca. 768.000 kr. årligt ekskl. 17,1 % i pension.
Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til Digitaliseringschef Jesper Falck Hansen på telefon 3392 6670. Det bemærkes, at kandidaten skal sikkerhedsgodkendes.
Energistyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Sådan ansøger du Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis inkl. karakteroversigt og eventuelle øvrige bilag skal være indtastet senest den 29. maj 2023. Samtaler forventes afholdt i ugerne 24 og 25.
Kandidater til stillingen skal være indstillet på at skulle udarbejde en opgave i forbindelse med rekrutteringsprocessen samt udføre en analytisk/personligheds test.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Brøndby Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Energistyrelsen, Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 29-05-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=168840&DepartmentId=6148&MediaId=338&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5833490