BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Brøndby
Har du et veludviklet planlægningsgen og erfaring med skemaplanlægning, så er jobbet som skemalægger på Politiskolen måske noget for dig. Med dit store overblik og din strukturerede tilgang sikrer du den mest optimale skemalægning for undervisningen af Politiets grunduddannelse.
Uddannelsesadministration
Uddannelsesadministrationen hører under Politiskolen i Rigspolitiet og beskæftiger ca. 20 medarbejdere med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde - flest administrative medarbejdere, men også akademikere og polititjenestemænd. Vi løser mange forskelligartede opgaver, hvor vi understøtter ledelsen og resten af Politiskolens medarbejdere samt uddannelsesmedarbejdere i politikredsene.
Vi leverer administrativ støtte til alle Politiskolens uddannelsesaktiviteter, dog med en særlig vægt på uddannelsesplanlægning af Politiets grunduddannelser samt politiets efter- og videreuddannelser Der er fokus på løbende at sikre og højne uddannelsernes kvalitet og at leve op til stadig nye krav, hvilket vi i administrationen skal være med til at understøtte med en professionel administration.
Administration af ressourcer og veltilrettelagt planlægning
Som vores nye kollega i skemaplanlægning skal du være med til at sikre, de praktiske rammer for undervisningen fungerer bedst muligt. Du skal få kabalen til at gå op med mange delelementer som klasseundervisning, øvelser, skydning og meget mere. Skemaplanlægning på Politiskolen er en manuel proces, der kræver du arbejder fokuseret og systematisk. Vi anvender TimeEdit, og det vil være en fordel, hvis du har erfaring med det.
Du vil få en bred kontaktflade i organisationen og samarbejde med kollegaer i Uddannelsesadministrationen, fagansvarlige kollegaer på grunduddannelsen og administrative medarbejdere på tværs af uddannelsesinstitutionen. Som skemalægger har du i samarbejde med dine kollegaer ansvar for skemalægning på Politiskolen i Brøndby og Vejle.
Du vil blive en del af et team på 6 medarbejdere. 5 medarbejdere har tjenestested i Brøndby, imens 1 medarbejder har tjenestested i Vejle. Din daglige leder har tjenested i Vejle, hvorfor stillingen kræver en høj grad af selvstændighed og ansvarlighed i hverdagen.
Struktureret administrator med stort overblik
Du er kontoruddannet eller anden relevant faglig baggrund og har erfaring med skemalægning fra en større uddannelsesinstitution.
Du arbejder struktureret med dine opgaver og evner at sætte store datamængder i system. Du trives med komplekse administrative opgaver, som kræver overblik, struktur og systematik, ligesom du motiveres af at planlægge og få tingene til at fungere. Du evner at se tingene i større sammenhænge og medtænke alle detaljer i din planlægning. Undervisere og studerende på Politiskolen er afhængige af, at skemaplanlægningen er veltilrettelagt og planlagt i alle detaljer, hvilket stiller store krav til din sans for detaljer. Som person er du løsningsorienteret og vægter kvaliteten i dit arbejde højt. Du har let til smil, og din servicemindede tilgang betyder, at samarbejdspartnere føler sig velkomne med henvendelser og spørgsmål.
Du hviler i din faglighed og bringer gerne dig selv og dine idéer i spil. Du skal indgå i et selvkørende team med stor erfaring i opgaveløsningen. Miljøet på Politiskolen bærer præg af de mange uniformerede medarbejdere og studerende, og du skal derfor kunne se dig selv indgå i en ærlig og ligefrem politijargon.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Dit arbejdssted bliver Politiskolens Uddannelsescenter øst, som er Politiskolens afdeling i Brøndby på Brøndbyøster Boulevard 30, 2605 Brøndby. Der er mulighed for hjemmearbejde to dage om ugen.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Signe Riktrup Jensen på 2374 8892. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du oploade dit eksamensbevis. Du skal oploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi forventer at holde første ansættelsessamtaler onsdag den 24. januar 2024 og eventuelle anden ansættelsessamtaler onsdag den 31. januar 2024.
Tiltrædelsestidspunktet er afhængighed af sikkerhedsgodkendelsen. Forventeligt 1. juni 2024 eller 1. august 2024.
Ansøgning sendes via knappen "Ansøg dette job".
Ansøgningsfrist: 19. januar 2024.
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=1feda404)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Brøndby Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
RIGSPOLITIET - Politiskolens Uddannelsescenter øst, Polititorvet, 1567 København V
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 19-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5964477